# 21 Tak, New Zealand – du har været fantastisk

Dag 83-87: den sidste uge er vores cykelplaner gået i vasken. Vi havde booket plads på et lille fly, som skulle hjælpe os forbi østkystens jordskælvsområde, som er lukket for biltrafik pga jordskred. I regnvejr kunne det lille fly ikke lande på græsplæne, og selskabet måtte derfor aflyse flyvningen. Omstændighederne gjorde at vi derfor måtte tage en bus til Christchurch.

Men først skal vi lige på tur i vinmarkerne i Malborough – ikke værst spør du os. Masser af mulighed for at smage den søde vin.

Og for at få et glimt af dette imponerende museum

Dårligt vejr og lange afstande gjorde at vi valgte at leje en bil de sidste 3 dage. Det er ikke noget der huer os; det føles som en kold tyrker efter alt den skønne cykling i månedsvis.

Dag 89-90: Vores New Zealand eventyr synger på sidste vers og vi er klar til forår (og skiferie for Jans vedkommende). I Kaikoura kastede vi os over en cykelkajak (det måtte jo prøves), og ‘cyklede’ på sælsafari.

Og en tur i varme bade i Hamner Springs

I februar var Christchurch udsat for enorme skovbrande lige uden for hoveddøren. Specielt at køre op og se på ødelæggelserne, men også den smukkeste udsigt derfra over Banks Peninsula hvor vores cykeleventyr startede. Ringen er sluttet i landet med Lord of the Rings.

Tusind tak til alle de søde mennesker vi har mødt i New Zealand og alle jer der har fulgt med hjemmefra. Turen er slut og snart skal vi hjem.

Vi glæder os til at se jer.

# 20 Feriestemning i Malborough Sound

Dag 79-82: så har vi glæden af at præsentere 4 helt fantastiske dage i Malborough Sounds. Først to dage på lodgen Hopewell, som virkelig var en perle, som vi kunne sejle til med postbåden.

Vi samlede østers direkte på stranden, sejlede med ejeren Mike ud og høstede kæmpe muslinger, badede i havet og lå i timevis i deres hot tub og kikkede på havudsigt om dagen og stjernehimmel om natten.

Vi var ikke meget for at forlade stedet, men der lå en 100 km lang cykeltur på trafikfrie veje langs fjordene og fristede os. Et overflødighedshorn af smukke udsigter i det herlige sommervejr.

Læs resten “# 20 Feriestemning i Malborough Sound”

# 19 Great Taste Trail

Dag: 75-78 (tror vi)Efter Golden Bay har vi kørt Cykelruten Great Taste Trail. Hvis man som os troede at vi ville komme igennem vingårde og frugtplantager, blev man snydt. Til gengæld gik turen til Nelson for det meste smukt langs kysten med masser af fugleliv og med disede blå bjerge i det fjerne.



Efter New Zelandsk måstok er Nelson en stor by, men ikke særlig interessant af den grund. Vi er derfor skyndsomt taget videre til Byen med de grønne muslinger Havelock.


Vi har svælget i store muslinger og glæder os til i morgen, hvor vi skal med postbåden ind i fjorden til en lækker lodge, hvor vi skal drive den af de næste to dage med spa og kajaktur.

# 18 Wauw Golden Bay

Dag 71-74: Golden Bay blev en udsøgt fornøjelse med Wharariki Beach og Cape Farewell som de helt store højdepunkter. Billederne taler lidt for sig selv. Det blev til to dage i hytte på Pakawau strand, og det var virkelig wauw, bl.a. fordi vi hele tiden kunne følge med i tidevandets kommen og gåen med 3,5 m forskel. Ved højvande slog vandet op ved husvæggen, mens man skulle kigge langt efter det ved lavvande.


Det var på disse strande at der for ca 3 uger siden strandede ca 600 små hvaler, hvoraf de 400 døde. 😞

# 17 På vandretur i Abel Tasman

Dag 65-69: Fra vestkysten er vi taget op til nordkysten. Det har været som at komme til et andet land med høje bjerge, masser af frugt, vin og bountystrande.


Siden sidst har fotografen haft nogle fridage. Gråvejr er bare ikke ham. Han har så til gengæld taget revanche og fået gang i fotofingeren på vores vandretur i Abel Tasman i går og i dag. Vandringen blev en lidt blandet oplevelse. Strandene var sindssygt smukke og dejlige, vejret var flot men man gik rigtig meget inde i regnskov uden alt for meget udsigt, så da vejrmeldingen alligevel bød på regn for i morgen, valgte vi at tage en vandtaxa tilbage til civilisationen en dag før planlagt.


Næste mål er Golden Bay,som er toppen af Sydøen, men vejrudsigten de næste 4 dage er ikke for lovende, men det skal nok være flot på sin egen måde.

Snellingen i nyfalden sne

Lyden af nyfalden knirkende sne under vores fødder er det eneste der bryder stilheden.

 Solens generte stråler varmer os blidt på ryggen, mens vi går og spejder efter elge, der gemmer sig for jægernes hunde med avanceret overvågningsudstyr. Har skovens konge mon overhovedet en chance mod menneskets nyeste teknologi?

Det er tydeligt at fotografens jagtinstinkt efter naturens egne kunstværker er sluppet løs. Intet kunstmuseum kan slå den norske natur. Den mindste organisme er storslået. Lykkelig er den der får lov at titte ind i dette kunstgalleri.

20171112142441_img_40166470051.jpg

Vi er kommet til Snellingen i Nordmarka for at nyde en weekend i gode venners lag. Syv mennesker i en lille gammel hytte langt ude i skoven. Der er hundekoldt i huset da vi ankommer. Der er masser af ved i skuret ved siden af utedo’et, så den lille varmeovn får en bundet opgave med at varme den over hundrede år gamle bjælkehytte op, mens det sner udenfor.

Hurtigt finder en af mændene to store spande frem og begiver sig til brønden nede ved bækken.

Der slipper ikke meget novemberlys igennem bjælkehyttens små sprossede vinduer, så vi koser os i stearinlysenes skær og en enkelt pandelampe.

Træknuderne buldrer i varmeovnen, duften af finbeef når vores næser, hytten summer af norsk gensynsglæde mellem seks gamle vandrevenner. Vi er offline og livet er herligt.

Jo varmere der bliver i hytten, jo mindre tillokkende bliver det at iklæde mig alt mit tøj for komme på utedo. Men det er med til at bidrage til den autentiske stemning.

Ørepropper bliver fundet frem, og hver især finder sin køjeplads og kravler ned i soveposen mens ilden stadig knitrer i varmeovnene. Om et par timer er det igen iskoldt i det gamle seterhytte.

Om morgenen kryber vi alle sammen i køjerummet. Gamle traditioner med kaffe og Kornmo på sengen bliver støvet af og morgenvittigheder flyver i luften. Hvem tager tjansen med at lave havregrød og god gammel norsk kogekaffe? De mest morgenfriske har allerede sørget for at smide en pind i ovnen. En ny dag er begyndt godt, og jeg glæder mig til at komme ud i novembersolen. Norge i solskin, hvor heldig kan man være?

Den blåmærkede sti er stivfrosset. Rundt omkring titter små røde tyttebær og tranebær bittersødt frem. Blåbærbuskene har smidt sin frugt. Min eneste opgave er at nyde denne dejlige dag og at sørge for at sætte fødderne sikkert skridt for skridt. Fødderne synker blødt ned mellem de halvfrosne græstuer. Et langt skridt over et vandløb, et højt løft over en faldet træstamme, grene i ansigtet, bukke sig under en gren, undvige den lumske våde myr. Ups. Foden røg i.  Den kolde siven af skovvand i venstre sko. Den højre er endnu helt tør. Pyt! Jeg mærker at jeg lever.

# 16 Pandekageklipperne og solskinsvestkysten

Dag 61-64: det har været herligt at cykle den nordlige del af vestkysten, fordi vi har kunnet se det Tasmanske Hav næsten hele vejen. Alle har talt om den våde vestkyst, og skyerne har hængt tungt ind over land, men vi har haft strålende sol og varme og ikke mindst rygvind hele vejen. Så fås det ikke bedre på cykeltur.


Turen har budt på pandekager ved Pancake Rocks, endnu en stor sælkoloni, mystisk havgusstemning, regnskov i km-vis, besøg i guldgravermine og en 100 km afstikker af blind vej i udkants-New Zealand.


Vi nyder stadig at være på cykel og kunne på ingen måde tænke os at skifte dem ud med autocamper, som 99,9 % af de andre turister gør, også selvom der er udfordringer med stigninger og ofte langt mellem steder, hvor man kan købe mad og overnatte.

Vi skal i dag med bus henover en meget trafikeret strækning, og regner med at starte den sidste bilfri rute Great Taste Trail i den nordlige del af Sydøen i morgen. Vi glæder os til at se hvad de sidste tre uger vil bringe.

# 15 Vestkysten og Wilderness Trail

Dag 56-60: vi vågner i Harihari og cykler ud af landevejen til Ross, hvorfra vi skal starte West Coast Wilderness Trail. En 132 km lang cykelrute gennem regnskov og vildmark. Det blev endnu en kanon oplevelse.


Vi har virkelig fået vejrguderne på vores side med sol og vindstille fra morgen til aften. Vi takker og bukker. Det er guldgravning der igen dominerer som tema hele vejen op ad vestkysten, med et stort stænk af bushman. Pludselig havnede vi op i den lokale øksemand-konkurrence hvor det galdt om at hugge træstammer over hurtigst muligt. Vildt at se på.


I Hokitika går vi en tur langs stranden og lejer os ind på det gamle psykiatriske hospital.


I morgen runder vi de 2000 km i pedalerne når turen går videre mod Pancake Rocks. Det skal fejres med pandekager, selvfølgelig.

# 14 Gletcherne på Vestkysten

Dag 53-55: der er bare visse dage på sådan en rejse, der brænder fuldstændig igennem. Og sådan en havde vi i går ved Fox Glacier. Vi stod op kl 6 og kørte i tågelandskab til søen Lake Matheson, som er verdensberømt i New Zealand, fordi Mount Cook spejler sig på smukkeste vis i det stille vand om morgenen, hvis man er rigtig heldig, og det var vi. Det bleven meget smuk oplevelse med mosekonebryg som ekstra kolorit.

6174654896_img_8710


Vi besluttede os med kort varsel at tage spendérbukserne på og sætte os op i en helikopter, der fløj os til de to gletchere Franz Joseph og Fox og Mt Cook i skyfrit vejr. De har kun haft to dage over hele sommeren med den slags vejr, normalt regner det i spandevis.

Mount Cook set fra toppen


Efter helikopterturen greb vi igen cyklerne og fandt gennem regnskoven hen til gletcheren fra landjorden. Sjov kontrast.


I dag er cyklet 62 km videre nordpå ad Vestkysten til Harihari, endnu et udpræget hul, men på den gode måde. Man når at se alt hvad der er at se sådan et sted på rimelig kort tid. Og skal i øvrigt passe på med ikke at stå stille alt for længe ad gangen, da man ellers får irriterende besøg af små sataner: sandfluer som sætter små visitkort på ens arme og ben i form af kløende bid.

# 13 This is your captain speaking

This is your captain speaking. Deres kaptajn på denne flyvning over Wanaka er Jan Overgaard. De bedes venligst spænde sikkerhedsselerne. Vi letter om et øjeblik, og vi håber at De vil nyde resten af turen sammen med os.

Efter 3 dejlige dage i Queenstown, forlod vi byen og cyklede til Arrowtown, hvor hovedgaden ligner kulissen til en Westernfilm med guldgravere.

Tørresnoren har i tidens løb trukket mange avisoverskrifter

Da vi opdagede at den videre vej gik over New Zealands højeste beliggende bilvej var fristelsen for stor til ikke at hoppe på bus over passet, hvorefter vi blev sat og kunne resten af vejen til Wanaka, som skulle vise at blive en af turens højdepunkter i helt bogstavelig forstand.


Overalt bliver man eksponeret for ekstreme action-tilbud. Vi har takket nej til det meste, fordi vi synes at vores cykling er ekstrem nok i sig selv, men da vi så tilbuddet om at man selv kunne flyve en flyvemaskine, måtte Jans indre pilotdrømme udleves. Hanne var med som blind passager og under kyndig vejledning af andenpiloten lettede maskinen og vi fløj en halv time over Lake Wanaka. Alligevel drog Hanne et lettelsens suk da vi igen havde fast grund under fødderne. Sikken en oplevels


Wanaka bød også på vandretur til Rob Roy gletcheren, hvor man vandre op gennem regnskovsagtigt landskab, og pludselig ser man den eksotiske kombination mellem regnskov og ismasser. New Zealand er aldrig kedelig.


Vi er nu på Vestkysten ved Fox Glacier. Vi har nydt den sidste uge i fulde drag i t-shirt og shorts. Med risiko for at gentage os selv, har vi flippet over at vi kører rundt i een stor film kulisse til Ringenes Herre